Beskrivelse

Sølvmågen er en af vores mest almindelige store måger, og lige netop denne art forekommer kun i Nord- og vesteuropa. Sølvmågen er overvejende knyttet til havet, og den kendes især på sin størrelse, det kraftige gule næb med den røde plet, den sølvgrå ryg og de små, stikkende gule øjne.

Sølvmågen foretrækker at yngle i kolonier på øer ved lavvandede kyster og ved fjorde. Ofte kan vi se måger i enorme flokke, hvor de hviler på moler og bygninger i havneområder eller svævende over skibe i håb om at finde mad. De er altædende, da de spiser både fisk, smådyr, fugle, ådsler og affald.

Sølvmågen er 54-60 cm, og har et vingefang på 123-148 cm. Når sølvmågen forsvarer sit territorium, går det ofte vildt for sig. Dette fører nemlig tit til slåskampe med brækkede vinger som resultat, og dermed forbindes sølvmågen ofte med aggression.
Sølvmågen lægger 2-3 æg fra slutningen af april. De udruges af begge mager, og ungerne er flyvefærdige i løbet af 28-30 dage.