Blåmejse (11 x 5 cm)

Beskrivelse

Blåmejsen (Cyanistes caeruleus) er en fugleart i familien mejser (Paridae), der findes i det meste af Europa. Arten er en lille mejse, der er let kendelig på sin blå og gule fjerdragt og meget almindelig i Danmark.

Blåmejsen har en kropslængde på cirka 11,5 centimeter, noget mindre end musvitten. Med det lyseblå parti i nakken og over issen samt den sorte stribe gennem øjet, er der ingen forvekslingsmuligheder, da ingen anden dansk sangfugl ligner blåmejsen. Det mørkebrune næb er kort sammenlignet med beslægtede arter. Iris er brun, fødderne mørkegrå og kløerne grå.

Blåmejsens foretrukne levested er løvfældende- og blandede skove, man møder den dog også sjældent i nåleskove. Den er ligeledes almindelig i parker, haver og krat. Har man foderbræt i sin have, vil blåmejsen være en af de flittigste gæster året rundt.

Udover Europa er blåmejsen udbredt i visse tilstødende områder i Asien, Nordafrika og på de Kanariske Øer. Bestanden på de Kanariske Øer betragtes dog ofte som en selvstændig art, kanarisk blåmejse (Cyanistes teneriffae).

Blåmejsens foretrukne føde om sommeren er hovedsageligt insekter (især deres larver) og edderkopper. Udenfor yngletiden øges betydningen af frø og anden plantebaseret kost f.eks. fra bøge- og birketræer. Under fourageringen er blåmejsen afhængig af dens akrobatiske færdigheder, nemlig at kunne klamre sig til de yderste grene, ofte hængende på hovedet, på jagt efter mad.

På foderbrættet tager den mest fedt og nødder. Den kan ikke klare store frø, fordi dens næb er for spinkelt og tyndt. Blåmejsen hamstrer ligesom musvitten ikke, hvilket ellers ses hos de fleste andre mejser.

Blåmejsen bygger oftest rede i hule træer, men kan også yngle i redekasser. Her lægges normalt 6-12 æg, sjældent op til 16, i hvert kuld. Ungerne fodres med små insektlarver af begge forældrefugle. Efter cirka 18 dage er de store nok til at forlade reden. Artens primære konkurrent til redested og føde er den noget større musvit.

Blåmejsen kan være meget aggressiv ved reden. Rækker man hånden hen til en rugende fugl puster den sig op og hugger ud efter fingeren.

_{Fra Wikipedia, Den frie encyklopædi}