Spætmejsen er en meget almindelig ynglefugl i Danmark, og den tilhører ikke - som man skulle tro - mejsefamilien, men derimod sin egen familie: spætmejserne. I Danmark kan vi finde spætmejsen i ældre løvskove og parker. Udenfor Danmark findes den i størstedelen af Europa, gennem Asien og helt til Stillehavets kyst. Spætmejsen er en lille kompakt fugl med et kraftigt næb og en kort hale. Den har en blågrå overside og en noget lysere underside, og det er karakteristisk, at den har en sort stribe, der går gennem øjet. Den er typisk mellem 13-15 centimer. Spætmejsen er altædende, idet den både æder insekter, frø og nødder, og den foretrækker at yngle i huller i gamle træer. Disse er sjældne i mange skove, og der er derfor stor konkurrence mellem de hulerugende fugle. For at undgå konkurrence fra de store fugle kliner spætmejsen hullet til med ler, så det lige præcis passer til dens egen størrelse, og på den måde udviser spætmejsen både, at den er intelligent og konkurrencedygtig. Spætmejsen er en meget stedfast fugl, og den spreder sig ikke let. Den genbruger gerne den samme rede flere år i træk. Desuden kan spætmejsen som den eneste danske fugl klatre med hovedet nedad.

Med sit røde, hvide og sorte ansigt og de gule vingebånd på de sorte vinger er stillidsen en af vores mest farvestrålende fugle. Arten tilhører finkefamilien, og den er massivt udbredt i Europa. Derudover ses den også i det vestlige Sibirien og i Nordafrika. Den er også indført til Australien og på New Zealand. Stillidsen er ca. 12- 14 cm. Den opdages ofte på sit gennemtrængende og særegne flugtkald. Dens sang kendes som en trillende kvidren, der kombineres med kaldet. Stillidsen foretrækker at yngle i åbent land, hvor den kan finde flerårige urter, der udgør hovedbestanddelen af dens føde. Den spiser gerne ukrudtsfrø som tidsel og burrefrø, som den let kan komme til med sit spidse næb. Bestanddelen af stillidser er faldet i Danmark i løbet af 1900-tallet, hvilket skyldes landbrugets øgede brug af ukrudtsbekæmpelse. Hunnen bygger reden højt oppe i træerne, og den består of mos, frøuld, rodtrævler og edderkoppespind. Det første kuld æg lægges fra begyndelsen af maj. De ruges af hunnen i 13-14 dage, mens hunnen fodres af hannen. Ungerne forlader reden efter ca. 15 dage. Nogle stillidser overvintrer herhjemme, mens andre trækker til Sydvesteuropa. Stillidsen er mest synlig i efteråret og om vinteren, hvor den færdes i flok.

Flagspætten er en spætteart, der lever i Europa, det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Herhjemme er flagspætten vores mest almindelige spætte, og den yngler over hele landet, bortset fra mindre øer, hvor der kun findes lidt skov. Flagspætten er meget bemærkelsesværdig, hvilket ikke mindst skyldes dens udseende. Ryggen er sort med to aflange, hvide skulderpletter og undersiden er hvid med rød undergump. Hannen kendes desuden på sin røde nakkeplet. Flagspætten er omkring 23 cm lang, og den vejer 90 gram. Herudover bemærkes flagspætten også på sin karakteristiske trommeaktivitet. Den trommer hyppigt med op til 20 slag i sekundet, dette for at markere sit territorium. Flagspætten er udstyret med en ganske unik kraniekonstruktion, der gør, at den ikke får hjernerystelse af sin trommen. Det siges, at 3 næblængder slides op i løbet af et år. De danske flagspætter er standfugle, og derfor kan vi, som en af de få lyde i den vinterstille skov, høre dens trommen. Trommeaktiviteten er dog størst i marts og april. Flagspætten lever i par, der dog kun dannes for én sæson, og den foretrækker syge eller døde træer, der er nemme at arbejde i. Både hannen og hunnen hjælper med at udhakke redehullet, og de hjælper begge med at udruge de 4-7 æg, der lægges fra starten af maj. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Strandskaden er en karakteristisk vadefugl, der er stor og kraftigt bygget, og som kendes på den sorte ryg, den hvide underside og det store iøjnefaldende røde næb. Den er mellem 39-44 cm, hvoraf næbbet udgør mellem 6,5-9 cm. Strandskaden er almindeligt forekommende ved de danske kyster, og den yngler desuden langs de øvrige europæiske kyster, på russiske græssletter og langs Sibiriens og Kinas Stillehavskyst. Herhjemme søger strandskaden føde ved afgræssede strandenge, og den æder gerne orme og muslinger, som den finder på lavt vand. Strandskader kan nå en høj alder, og det er altså ikke ualmindeligt, at de bliver op til 25 år. Ofte holder parrene sammen i mange år eller gennem hele livet, og fuglen yngler gerne på det samme territorium flere år i træk. De danske strandskader trækker sydpå om vinteren, og de ankommer igen i løbet af februar og marts, og især om foråret er de meget støjende, når de forsvarer deres yngleterritorium - 3 æg lægges fra sidst i april. Strandskaden er desuden kendt for at danne meget velafgrænsede territorier, som forsvares energisk.

Landsvalen er en elegant og hurtig flyver. Den er 16-22 cm lang, og den adskiller sig fra de andre danske svalearter med sin røde pande og strube og det flødefarvede bryst med brunligt skær. Desuden har hannen den længste hale af de tre svalearter her i landet. Den lange hale er en statusmarkør. Det er krævende at flyve med en lang hale, og dermed er den et tegn på kondition og udholdenhed, hvilket gør hannen attraktiv for hunnen. Ligeså hurtig og imponerende en adfærd landsvalen har i luften, ligeså ubehjælpsom er den på jorden: de korte ben gør gangen svær, og derfor ser vi ofte, at landsvalen må tage sine vinger i brug for at holde balancen. Landsvalen er en almindelig ynglefugl i hele landet, selvom bestanddelen er gået tilbage i de seneste år. Dette skyldes muligvis en bedre hygiejne i staldene, som er det foretrukne sted for landsvalen at bygge reder. Landsvalen siges at være meget selskabelig. Den ankommer omkring 1. maj i flok, og dermed er den et af de første tegn på sommerens komme. Der er meget overtro forbundet med landsvalen. Den siges at være en lykkebringer - hvor den bygger rede, vil der komme lykke til hjemmets beboere. Den danske landsvale lægger æg i starten af juni og slutningen af juli, inden den forlader os sidst i september for at flyve til det sydlige Afrika.

Tjuren er en meget stor hønsefugl, der ikke findes i Danmark, men som yngler i det øvrige Skandinavien fra Skåne og videre mod øst gennem Finland og Rusland. Den er et meget eftertragtet jagtvildt. Tjuren er ikke nået til Danmark på naturlig vis i nyere tid. Man har forsøgt at udsætte den flere forskellige steder i landet, og det lykkedes i 1891 at etablere en bestand på Bornholm, der dog kun overlevede til ca. 1918. Hannen er dobbelt så stor som hunnen, og den kan blive op til 100 cm lang og veje op til 6 kg, mens hunnen kan blive op til 60 centimeter lang og veje op til 2,5 kg. Tjuren kan have flere forskellige nuancer i sin fjerdragt, men mest karakteristisk for udseendet hos både hannen og hunnen er den hvide plet på vingen, den røde plet over øjet og den forlængede hale, der kan spredes ud i en vifte. Tjuren foretrækker den lysåbne skov, hvor den holder til ved moser, lysninger og i skovbrynet, og den er klart mest aktiv i dagtimerne, mens nætterne tilbringes i gamle træer. Ofte anvender tjuren det samme såkaldte ‘sovetræ’ flere nætter i træk. Tjuren er desuden en standfugl, og derfor er den synlig hele året.

Topmejsen er en almindelig ynglefugl i Danmark, der foretrækker at leve i nåleskove. Den findes i øvrigt i store dele af Europa. Topmejsen er mellem 10,5 og 12 cm, og den vejer 10-13 gram. Den er let at kende på sin sort- og hvidspættede top, den sorte hagesmæk og den sorte ring omkring hovedet og ørerne. Kønnene er desuden fuldstændig ens. Topmejsen lever normalt i cirka 3 år, men den kan faktisk blive helt op til 11 år. Topmejsen er meget afhængig af gamle træer, hvor den kan udhugge redehuller. Den lever af insekter, edderkopper og granfrø, som den typisk hamstrer i efteråret for at gemme det i barken rundt omkring på sit territorium, så den kan overleve hele vinteren på det samme territorium. Topmejsen er en ekstremt stedfast standfugl, der opholder sig indenfor det samme territorium hele året rundt. I april og maj lægger hunnen æg, og det er desuden hende, der står for både udhugning af redehul, redebygning og rugning helt alene.

Trods sit navn er vandstæren ikke en stær, men den ligner en stær. Den tilhører derimod sin egen familie med fem arter. Den er en buttet brun fugl med et karakteristisk hvidt bryst og en kort hale. Den yngler i det meste af Skandinavien, i Storbritannien, i Syd- og mellemeuropa og i Centralasien. I Danmark er den sjælden som ynglefugl, hvilket skyldes, at der kun findes få klare vandløb med god strøm og stenet bund, som ellers er det foretrukne sted for vandstæren at søge føde. Vandstæren er således et sjældent syn som standfugl herhjemme, men der er dog større sandsynlighed for at se den om vinteren, da de danske fugle suppleres med fugle fra Norge og Sverige på det tidspunkt. Trækfugle ankommer til Danmark omkring oktober eller november. Vandstæren ses typisk siddende på en sten eller en gren ved et vandfald, mens gumpen nervøst vippes op og ned, og vi kan ofte høre dens stille sang af varierende knitrende toner. Vandstæren lever af forskellige vandlevende smådyr, og som noget ganske enestående er den i stand til at dykke efter sin føde. Hvis man ser en vandstær i et vandløb, er det et tegn på, at vandet er rent, da vandstærens føde vil forsvinde i forurenet vand.

Den smukke vibe er en vadefugl, der yngler i Europa og Asien. I Danmark findes den især på strandenge eller græsarealer, eksempelvis ved Vadehavet, men om vinteren trækker den gerne sydpå. Viben var tidligere en meget almindelig fugl i Danmark, men på grund af landbrugets ændrede dyrkningsformer, der blandt andet har betydet færre græsarealer, er antallet af viber faldet kraftigt i det 20. århundrede. Viben er ca. 30 - 32 cm, og den er let at kende med sin sort-grønne fjerdragt og den lange fjertop øverst på hovedet. I Danmark betragtes Viben ofte som et symbol på, at foråret snart vil komme, da den ankommer allerede i midten af februar fra Spanien og Frankrig. Viben er dog også en vejrfugl, hvilket betyder, at den også kan ses hele året i Danmark, hvis vinteren er varm. Viben har en karakteristisk stemme, og om foråret ses den ofte udføre en meget unik akrobatisk og tumlende flugt over sit yngleområde for at markere sit territorium. Vibens rede er en fordybning i vegetationen, som den laver med kroppen og fødderne, og æggene lægges i april.

Vipstjerten er en elegant spurvefugl, der i Danmark betragtes som en almindelig ynglefugl og trækgæst. Den findes også i resten af Europa, størstedelen af Asien og det sydøstlige Grønland. Vipstjerten har et meget karakteristisk udseende. Fjerdragten er sort, hvid og koksgrå, og særligt kendetegnende for arten er den meget lange hale. Vipstjerten kendes desuden også på sine livlige bevægelser og dens meget karakteristiske og ustandselige vippen med halen. Heraf har den sågar fået sit navn, idet ‘stjert’ er et gammelt navn for hale. Vipstjerten foretrækker at holde til ved bebyggelser, i haver og i åbent land - eksempelvis på marker eller på heden. Udenfor yngletiden samles tusindvis af vipstjerte på fælles overnatningssteder for dermed at opnå en bedre beskyttelse mod rovdyr. Vipstjerten er en sand forårsbebuder. Den ankommer i marts og april og flyver sydpå igen omkring september. Det er kun få fugle, der overvintrer. Vipstjerten danner par. Enkelte hanner har dog to hunner. Vipstjerten yngler gerne i nærheden af mennesker, og den lægger 5-7 æg i maj.