På trods af kraftig tilbagegang indenfor de seneste år er den smukke hættemåge stadig et ganske almindeligt syn i den danske natur. I sommerdragten er den let at kende på det røde næb og den karakteristiske hætte, som har givet mågen dens navn. Hættemågen er en lille måge på cirka 38 cm, der findes fra Vest- og Nordeuropa gennem Asien og til Stillehavskysten. Herhjemme findes den i langt størstedelen af landet, men den er dog afhængig af små øer og holme i søer, ved fjorde eller ved kysten, hvor den samler sig for at yngle i etablerede kolonier. Hovedparten af de danske hættemåger er trækfugle, der trækker til Vesteuropa for at overvintre allerede i juli. Til gengæld får vi også besøg af trækgæster fra Østersøområdet, der bliver helt indtil oktober. Det sker dog ofte, at nogle af de danske hættemåger bliver i landet hele året, og derfor kan vi træffe hættemågen på alle årstider. Hættemågen begynder sin redebygning sidst i april, og det er både hannen og hunnen, der udruger æggene og fodrer ungerne. Hættemågen kendes desuden som en meget larmende måge, der altid kan høres, hvis den er i nærheden.

Sølvmågen er en af vores mest almindelige store måger, og lige netop denne art forekommer kun i Nord- og vesteuropa. Sølvmågen er overvejende knyttet til havet, og den kendes især på sin størrelse, det kraftige gule næb med den røde plet, den sølvgrå ryg og de små, stikkende gule øjne. Sølvmågen foretrækker at yngle i kolonier på øer ved lavvandede kyster og ved fjorde. Ofte kan vi se måger i enorme flokke, hvor de hviler på moler og bygninger i havneområder eller svævende over skibe i håb om at finde mad. De er altædende, da de spiser både fisk, smådyr, fugle, ådsler og affald. Sølvmågen er 54-60 cm, og har et vingefang på 123-148 cm. Når sølvmågen forsvarer sit territorium, går det ofte vildt for sig. Dette fører nemlig tit til slåskampe med brækkede vinger som resultat, og dermed forbindes sølvmågen ofte med aggression. Sølvmågen lægger 2-3 æg fra slutningen af april. De udruges af begge mager, og ungerne er flyvefærdige i løbet af 28-30 dage.

Med sit røde, hvide og sorte ansigt og de gule vingebånd på de sorte vinger er stillitsen en af vores mest farvestrålende fugle. Arten tilhører finkefamilien, og den er massivt udbredt i Europa. Derudover ses den også i det vestlige Sibirien og i Nordafrika. Den er også indført til Australien og på New Zealand. Stillidsen er ca. 12- 14 cm. Den opdages ofte på sit gennemtrængende og særegne flugtkald. Dens sang kendes som en trillende kvidren, der kombineres med kaldet. Stillitsen foretrækker at yngle i åbent land, hvor den kan finde flerårige urter, der udgør hovedbestanddelen af dens føde. Den spiser gerne ukrudtsfrø som tidsel og burrefrø, som den let kan komme til med sit spidse næb. Bestanddelen af stillitser er faldet i Danmark i løbet af 1900-tallet, hvilket skyldes landbrugets øgede brug af ukrudtsbekæmpelse. Hunnen bygger reden højt oppe i træerne, og den består of mos, frøuld, rodtrævler og edderkoppespind. Det første kuld æg lægges fra begyndelsen af maj. De ruges af hunnen i 13-14 dage, mens hunnen fodres af hannen. Ungerne forlader reden efter ca. 15 dage. Nogle stillitser overvintrer herhjemme, mens andre trækker til Sydvesteuropa. Stillitsen er mest synlig i efteråret og om vinteren, hvor den færdes i flok.

Den smukke vibe er en vadefugl, der yngler i Europa og Asien. I Danmark findes den især på strandenge eller græsarealer, eksempelvis ved Vadehavet, men om vinteren trækker den gerne sydpå. Viben var tidligere en meget almindelig fugl i Danmark, men på grund af landbrugets ændrede dyrkningsformer, der blandt andet har betydet færre græsarealer, er antallet af viber faldet kraftigt i det 20. århundrede. Viben er ca. 30 - 32 cm, og den er let at kende med sin sort-grønne fjerdragt og den lange fjertop øverst på hovedet. I Danmark betragtes Viben ofte som et symbol på, at foråret snart vil komme, da den ankommer allerede i midten af februar fra Spanien og Frankrig. Viben er dog også en vejrfugl, hvilket betyder, at den også kan ses hele året i Danmark, hvis vinteren er varm. Viben har en karakteristisk stemme, og om foråret ses den ofte udføre en meget unik akrobatisk og tumlende flugt over sit yngleområde for at markere sit territorium. Vibens rede er en fordybning i vegetationen, som den laver med kroppen og fødderne, og æggene lægges i april.

Sortspætten er en imponerende standfugl, hvilket man allerede bemærker på dens udseende og dens størrelse. Den er nemlig på størrelse med en krage! Med undtagelse af en rød kalot på hannen og en rød top på hunnen, er arten kulsort - præcis som de fleste krager. Sortspættens trommen er ligeså kraftig som dens størrelse, og dens trommen kan faktisk høres op til et par kilometer væk. Desuden har sortspætten en imponerende høj stemme. Sortspætten yngler i det meste af Nordeuropa, Centraleuropa og Østeuropa. I Danmark er fuglen en fåtallig art, og den er mest udbredt i Nordjylland og Sønderjylland. Som andre spætter bruger også sortspætten sit næb til at udforme redder i træer, og den foretrækker at bygge en ny rede hvert år. Sortspætten lever af myrer, og den klæber gerne ca. 1000 myrer til sig med sin tunge, og de udgør så et helt måltid for sortspætten. Sortspætten kan ses hele året rundt, men den er dog meget sky. Særligt i begyndelsen af yngletiden omkring april kan vi høre dens stemme i skoven.

Silkehalen er en meget særegen fugl, der ikke kan forveksles med andre fugle. Den store top på hovedet er det mest iøjnefaldende træk ved silkehalen, og derudover ses markante gule og røde felter på hale og vinger, der lyser op på den brune grundfarve. Silkehalen har også en karakteristisk sort hagesmæk. Den er ca. 18 cm, og den vejer omkring 55 gram. Silkehalen er udbredt fra det nordligste Skandinavien, over det nordlige Rusland og Sibirien til Alaska og det nordligste Canada. Silkehalen yngler gerne i ældre skove med en rig undervegetation med mange bær, der udgør størstedelen af dens føde. Den bliver ikke beruset af gærede bær, da den har en meget stor lever, og derfor kan den forbrænde store mængder alkohol. Silkehalen symboliserer derved robusthed. Silkehalen har ingen fast trækrute, og dermed betegnes den som en invasionsart, der som en sigøjner anlægger sin rute på baggrund af mængden af føde i yngleområderne. I Danmark kan vi typisk høre silkehalens smukke stemme fra oktober til maj, men hvis den har haft svært ved at finde føde, ankommer den gerne tidligere og forlader os senere.

Edderfuglen er en stor andefugl med en længde på op til 58 cm og en vægt på 1,2-2,8 kilo. Den yngler langs kysterne af Europa, Asien og Nordamerika, og i Danmark yngler arten overvejende i de indre danske farvande, gerne i kolonier på især holme og småøer. De danske farvande har faktisk en stor international betydning for hele den nordvesteuropæiske bestand, idet 30% af hele bestanddelen overvintrer i de danske farvande. Edderfuglen er således en almindelig ynglefugl og trækfugl i Danmark. Hannen er et fantastisk syn med den karakteristiske trekantede hovedprofil og det hvide, sorte og grønne hoved. Hunnen har en brun fjerdragt, og er dermed svær at se, når hun er i nærheden af reden. Edderfuglen lever af blåmuslinger, snegle, fisk og søstjerner, som den selv finder i havet. Den er i stand til at dykke ned på over 20 meters dybde efter føde, og dermed siges den at være en god dykker. Edderfuglen er en sulten fugl, der kan æde ligeså meget som den selv vejer i løbet af ét døgn! Hunnen lægger 4-6 æg, der er udruget i løbet af 25-28 dage. Så snart ungerne er ude søger edderfuglen mod havet, hvor ungerne passes i ‘børnehaver’ med op til 100 ællinger, der passes kollektivt af hunnerne.

Flagspætten er en spætteart, der lever i Europa, det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Herhjemme er flagspætten vores mest almindelige spætte, og den yngler over hele landet, bortset fra mindre øer, hvor der kun findes lidt skov. Flagspætten er meget bemærkelsesværdig, hvilket ikke mindst skyldes dens udseende. Ryggen er sort med to aflange, hvide skulderpletter og undersiden er hvid med rød undergump. Hannen kendes desuden på sin røde nakkeplet. Flagspætten er omkring 23 cm lang, og den vejer 90 gram. Herudover bemærkes flagspætten også på sin karakteristiske trommeaktivitet. Den trommer hyppigt med op til 20 slag i sekundet, dette for at markere sit territorium. Flagspætten er udstyret med en ganske unik kraniekonstruktion, der gør, at den ikke får hjernerystelse af sin trommen. Det siges, at 3 næblængder slides op i løbet af et år. De danske flagspætter er standfugle, og derfor kan vi, som en af de få lyde i den vinterstille skov, høre dens trommen. Trommeaktiviteten er dog størst i marts og april. Flagspætten lever i par, der dog kun dannes for én sæson, og den foretrækker syge eller døde træer, der er nemme at arbejde i. Både hannen og hunnen hjælper med at udhakke redehullet, og de hjælper begge med at udruge de 4-7 æg, der lægges fra starten af maj.

Grønspætten er med sine 30-36 cm en stor spætte. Den er let genkendelig på sin grønne ryg og de grønne vinger, den røde isse og nakke samt det sorte parti omkring øjnene. Hannen har desuden en rød skægstribe. Grønspætten har generelt et meget militant udseende med sit dystre ansigt og de stikkende øjne, og den har på den måde en autoritær og seriøs udstråling, når den bevæger sig rundt. Fuglen er dog samtidig meget sky, og den ses ofte siddende på jorden, hvor den hovedsageligt finder sin føde. Den lever især af myrer. Den hakker hul i myretuer ned sin 10 cm lange og klæbrige tunge, og den kan således fastholde både myrene og deres æg. Grønspætten er udbredt i størstedelen af Europa, og findes desuden i det vestlige Rusland og i dele af Tyrkiet. Den trommer sjældnere og svagere end andre spættearter. Herhjemme yngler grønspætten stort set kun i Jylland, hvor den foretrækker blandskov med åbne græsbevoksede lysninger. Redehullet bygges i døde træer, og grønspætten får kun ét kuld om året. Yngleperioden finder sted i begyndelsen af maj. Grønspætten er en udpræget standfugl, og den er meget stationær.

Isfuglen er en sjælden dansk ynglefugl, der tilhører skrigefuglene, der er en gruppe af meget farvestrålende og primært tropiske fugle. Her er isfuglen absolut ingen undtagelse! Den er en meget smuk og farvestrålende fugl, og med sin stærke blå farve på ryggen og sin orange farve på undersiden er den en af de danske ynglefugle med det mest eksotiske udseende. Desuden har den et karakteristisk kraftigt og spidst næb. Isfuglen er ca. 16 cm lang, og den vejer 40-45 g. Navnet siges at stamme fra det tyske Eisvogel , som betyder jernfugl, og som refererer til fuglens metalglinsende skær. Isfuglen lever i nærheden af fiskerige åer og søer. Den er afhængig af gode udsigtsposter, hvorfra den kan jage. Den bruger sit skarpe næb til at styrtdykke efter småfisk eller vandinsekter, og den ses som en raket, der stryger forbi lavt over vandet, mens et metallisk kald høres. Isfuglen er dog meget sky, og derfor er den et sjældent syn. Arten er vidt udbredt i store dele af Europa, det sydlige Asien og lokalt i det allernordligste Afrika. Herhjemme er den en standfugl, og den ses derfor hele året. Hunnen lægger 5-7 æg i april eller maj. Så snart ungerne er fløjet fra reden, forsøger parret sig med kuld nummer to.

Dompappen er en stor fugleart, der tilhører finkefamilien. I Danmark er den en almindelig ynglefugl, der ofte findes i blandede nåle- og løvskove og i haver, parker og på kirkegårde. Udenfor Danmark findes dompappen i hele Europa, dele af Mellemøsten og i et bredt bælte gennem Asien hele vejen til Stillehavskysten og Japan. Dompappens næb er sort, kort og kegleformet. Hannens underside har en markant rød farve, mens hunnens underside er brun. De har begge en sort kalot, og en iøjnefaldende hvid overgump, der særligt er tydelig, når dompappen flyver. Ungerne er brune, og de mangler den sorte kalot indtil starten af september, og derfor kendes de indtil da på den hvide overgump. Det er interessant, at hannen og hunnen holder sammen hele året og danner par i hele deres levetid, som i gennemsnit er 4 år. På den måde siges dompappen at demonstrere sammenhold. Hunnen lægger æg i slutningen af april eller i starten af maj, og når ungerne er flyvefærdige holder de sig til forældrene, og de danner således familiegrupper. Dompappen sidder ofte i trætoppe, hvor man kan høre dens bløde og vemodige fløjt uden dog at kunne se den.

Lunden kaldes undertiden også for søpapegøje på grund af dens store og farvestrålende næb. Den er let af kende i sin sommerdragt, netop på det store trekantede og farverige næb og det store hoved. I dens vinterdragt er både fjerdragten og næbbet mørkere. Lunden har en kropslængde på 28-34 cm og et vingefang på 50-60 cm. Lunden opholder sig på det åbne hav i Nordsøen, og den yngler i store kolonier på små øer og holme i Nordatlanten. På fuglefjeldet bygger den rede i fjedrevner, og den lægger æg i maj eller juni. Typisk lægges kun ét æg som ruges af begge forældre, og den ene unge bliver i reden i op til 40 dage, hvorefter forældrene efterlader den alene, og den selv flyver fra reden i den mørke nat. Lunden lever af mindre fisk. Den svømmer under vandet ved hjælp af sine vinger, og den er således i stand til at tage fisk op med næbbet, mens vingerne bruges til at svømme med. Den kan tage helt op til ti fisk med ind langt ude fra havet. Lunden er relativt sjælden i Danmark, men hvis man er heldig, kan man se, at den stikker hovedet under vandet for at skabe sig et overblik og derefter dykke under. I Danmark passerer efterårstrækket Danmark fra slutningen af august til slutningen af november, og lunden tilbringer vinteren på åbent hav, for igen at returnere i løbet af marts og maj.

Solsorten er en spurvefugl, der er udbredt over store dele af Europa, dele af Asien, Australien og New Zealand. Solsorten er meget let at kende. Hannen er glinsende sort med undtagelse af en lille gul ring omkring øjet og et orangegult næb. Hunnen har en mere mørkebrun farve, og på næbbet ses ofte bare en enkelt gul plet. Solsorten er kendt for sin dybe og melodiske sang, der høres både morgen og aften. Solsorten har mange forskellige kald. Eksempelvis høres en hysterisk skingren, når den tager flugten, eller et højt fint kald, når hannen skal markere sit territorium overfor andre hanner. Dette kald bruges også som en advarsel for andre solsorte, hvis der er en rovfugl i nærheden. Solsorten yngler gerne i beboede områder mellem april og august. De fleste danske solsorte er standfugle, men en del hunner og ungfugle trækker mod sydvest om vinteren. Hannen bliver ofte tilbage for at forsvare sit territorium. Solsorten lever i denne periode af nedfalden frugt og bær, og derfor bosætter den sig ofte i villahaver med frugttræer og buske. Mange solsorte sulter og fryser ihjel om vinteren, og nogle siger derfor, at solsorten er skrøbelig.

Musvitten er en spurvefugl, der tilhører mejsefamilien. Den er en meget almindelig fugl i Danmark, der både findes i skov og i by. Musvitten er udbredt i hele Europa, og den findes også i Mellemøsten, Asien og Nordafrika. Musvitten har et karakteristisk udseende med sort hoved og nakke, fremtrædende lyse pletter, olienfarvet overside og gul underside. På meget intelligens vis formår musvitten at bruge sit udseende til at forsvare sig med. Musvitten lever primært af insekter og foretrækker at bygge rede i huller i træerne. Musvitten kan betegnes som en sangfugl! Den har op til 40 forskellige kald og sange, men det er mest hannen, der bruger disse - især når han skal tiltrække og imponere en hun. Hunnen vil typisk vælge den han, der har den flotteste sang. Mellem april og juni lægger hunnen æg, som hun selv udruger, og både hannen og hunnen hjælper med at pleje og beskytte deres unger i fællesskab. Musvitten er en standfugl, og musvitpar bliver typisk i - eller tæt ved - deres territorium hele året, og også musvitunger vælger at blive tæt ved forældrenes territorium. Musvitter er gode til at tilpasse sig ændrede forhold og siges derfor at have stor tilpasningsevne.

Spætmejsen er en meget almindelig ynglefugl i Danmark, og den tilhører ikke - som man skulle tro - mejsefamilien, men derimod sin egen familie: spætmejserne. I Danmark kan vi finde spætmejsen i ældre løvskove og parker. Udenfor Danmark findes den i størstedelen af Europa, gennem Asien og helt til Stillehavets kyst. Spætmejsen er en lille kompakt fugl med et kraftigt næb og en kort hale. Den har en blågrå overside og en noget lysere underside, og det er karakteristisk, at den har en sort stribe, der går gennem øjet. Den er typisk mellem 13-15 centimer. Spætmejsen er altædende, idet den både æder insekter, frø og nødder, og den foretrækker at yngle i huller i gamle træer. Disse er sjældne i mange skove, og der er derfor stor konkurrence mellem de hulerugende fugle. For at undgå konkurrence fra de store fugle kliner spætmejsen hullet til med ler, så det lige præcis passer til dens egen størrelse, og på den måde udviser spætmejsen både, at den er intelligent og konkurrencedygtig. Spætmejsen er en meget stedfast fugl, og den spreder sig ikke let. Den genbruger gerne den samme rede flere år i træk. Desuden kan spætmejsen som den eneste danske fugl klatre med hovedet nedad.

Fuglerelieffer Arkiv

Hættemåge, relief

Symboliserer: Sammenhold, frihed og kommunikation

DKK 1.300,00