Beskrivelse

Makrellen er udbredt fra det nordlige Norge og Island og til det nordlige Afrika. Den lever i åbent vand, gerne i de øvre vandmasser. Den er desuden en meget hurtigt svømmende fisk, og den er i stand til at stige og dykke i vandet meget hurtigt uden besvær. Makrellen optræder ofte i store stimer fra overfladen og helt ned til 200 meters dybde.

Makrellen kendes på sin torpedoform, den blågrønne ryg og den hvide bug. Hannen og hunnen vokser nogenlunde lige hurtigt, og bliver normalt 30-40 cm – og max. 60 cm.

Makrellen overvinter i stimer nær bunden, og om vinteren æder den næsten ingenting. Når foråret nærmer sig, begynder den igen at æde. Føden består inden gydningen af dyre-plankton, og efter gydningen, som finder sted fra marts til juli, æder makrellen sig fed i småfisk og mindre skaldyr.

Makrellen har et højt indhold af B-vitamin og omega 3-fedtsyrer, og kødet sælges både fersk, røget og som konserves.